Screening for livmoderhalskræft

Alle kvinder i alderen 23 til 64 år i Danmark modtager tilbud om at blive screenet for livmoderhalskræft.

Der er to screeningsmetoder:

Der findes to metoder til at blive screenet for livmoderhalskræft. Celle-baseret screening og HPV-baseret screening. Både celle-baseret og HPV-baseret screening er velafprøvede og gode metoder til at finde de kvinder, der har en risiko for at udvikle livmoderhalskræft.

Ved begge screeningsmetoder får kvinden taget en celleprøve fra livmoderhalsen. Forskellen mellem de to metoder ligger altså ikke i hvordan prøven bliver taget, men i hvordan celleprøven efterfølgende bliver undersøgt.

Hvem screenes hvornår?

Kvinder i aldersgruppen 23-29 år tilbydes celle-baseret screening hvert tredje år.
Kvinder i alderen 60-64 år tilbydes HPV-baseret screening hvert femte år.

Fra januar 2021 blev HPV-baseret screening side om side med celle-baseret screening til kvinder i alderen 30-59 år. Det sker på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Kvinder i alderen 30-59-år, født på en ulige dato, bliver hvert femte år tilbudt en HPV-baseret screening som første undersøgelse. Findes der HPV i prøven bliver prøven også undersøgt for celleforandringer.

Kvinder i aldersgruppen 30-59-år, født på en lige dato, vil ligesom tidligere blive tilbudt en cellebaseret screening. Kvinderne i alderen 30-49 år bliver inviteret hvert tredje år, mens kvinder i alderen 50-59 år bliver inviteret hvert femte år.

Både celle-baseret og HPV-baseret screening er velafprøvede og gode metoder til at finde de kvinder, der har en risiko for at udvikle livmoderhalskræft. Ved at bruge begge metoder sideløbende i screeningsprogrammet kan man undersøge og beskrive, hvilke fordele og ulemper metoderne har.